Dag 8: ”Jeg har ikke bestilt bronzealder!?”


Det er nu den anden mandag på udgravningen og der er altså gået en uge. Fundtallet stiger: vi har nu over 430 registrerede fundnumre samt en god mængde løsfund, der endnu venter på registrering. Idet gravearbejdet nu er genoptaget i alle felter, forventer vi at det tal vil stige markant over de næste par dage. Vi gik i dag desuden på opdagelse i felterne med en metaldetektor, og fandt hvad vi regner med er en blomsterknap fra 1600-1700-tallet muligvis af sølv. Vi graver nu mellem lag et og to og bevæger os dermed mod ældre tider end renæssancen. Faktisk har vi gravet "for langt" i snit D IV, idet vi har ramt en mulig kogestensgrube fra bronzealderen. Der er taget en prøve af noget trækul, der er fundet mellem stenene i gruben, og som skal bruges til kulstof-14-datering. Det at finde noget fra en anden periode end den forventede er ikke unormalt på en arkæologisk udgravning, da folk gennem tiden ofte har valgt at bosætte sig på de samme steder. Det er dog træls at finde bronzealderlevn førend vi har fundet de middelalderlige! Vi er nu i en del af gravearbejdet, hvor hypoteserne om det, vi graver, ændrer sig med lynets hast og med lysets vinkel. Én sten kan sagtens have op til tre fortolkningsmuligheder i denne fase, men målet er jo at komme frem til en endelig fortolkning engang i sidste ende.
Jacob og Victoria udgraver en kogestensgrube (madlavningsildsted) fra bronzealderen. Først tegnede de en profiltegning, derefter fjernede de stenene for at få den negative kontekst frem.

Bispen valgte i sin tid at lægge sin borg et godt sted, da de nutidige lodsejere ikke bare er super interesserede i vores arbejde, men desuden forkæler os ved at undlade at køre gylle ud på marken når vi arbejder, og – skulle den nu smutte – komme med undskyldningsøl. 
Svante udgraver en mulig mur af teglsten.

Vi har fået udarbejdet plakatmateriale med reklame for vores Åbent Hus-arrangement af Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev, som vi i dag har ophængt i lokalområdet.

Mikkel fra AU og Thomas fra CAU Kiel er i gang med at lave deres profilgrøft. 


Kommentarer